Pårørende til misbrugere har også brug for hjælp til at komme på fode igen og aflære sig deres adfærd som ’medmisbrugere’. Her er relationssamtalen et godt værktøj, som genopbygger kontakten og tilliden mellem misbruger og pårørende.
Af Psykoterapeuter Kirsten Ulv og Lissa Mortensen
Indledning
Formålet med projektet er at yde støtte til pårørende til stofmisbrugere, idet de udgør en underprioriteret gruppe indenfor misbrugsbehandling. Mange pårørende har typisk haft en hverdag præget af ensomhed og angst for misbrugets konsekvenser. Flere har helt glemt at leve deres eget liv. Udgangspunktet er, at vi igennem støtten til de pårørende samtidigt vil være i stand til at optimere behandlingsindsatsen for stofmisbrugerne.
På baggrund af tidligere erfaringer fra andet arbejde med pårørende til misbrugere og erfaring fra familiebehandling – har vi ønsket at tilbyde de pårørende et selvstændigt behandlingsforum uafhængigt af misbrugerens behandlingsforum. Vores hypotese var, at det ville være betydningsfuldt for begge parter i bestræbelserne på at skabe tryghed og grobund for den terapeutiske alliance.
Projektet blev således et samarbejde mellem den private virksomhed UM-Terapi og den offentlige virksomhed Rusmiddelcenter Odense, der i fællesskab har gennemført relationssamtaler mellem de pårørende og misbrugerne med støtte fra deres respektive behandlere.
Vi vil i det følgende beskrive relationssamtalen ud fra de erfaringer, vi har gjort på nuværende tidspunkt, hvor vi er 2/3 del gennem projektperioden.
Ved projektets start havde vi en hypotese om, at når misbruger og pårørende havde arbejdet med sig selv i hver sit behandlingsrum kunne relationssamtalen binde de to behandlingsrum sammen. Parterne kunne mødes og få hjælp til at genetablere en anerkendede og konstruktiv kontakt som kunne bane vej for nye udviklingsmuligheder hos dem hver især. De kunne hjælpe hinanden med at fastholde en ændret adfærd uden misbrug og medmisbrug.
Hvem er de pårørende?
Vi har valgt at definere pårørende på følgende måde: »Pårørende er primært nærmeste familie eller andre omsorgspersoner«. Det betyder, at de pårørende, som vi arbejder med i projektet, er forældre, søskende, kærester/ægtefæller, voksne børn. Det kan også være plejefamilier, arbejdsgivere eller andre nære relationer. Kravet er, at de pårørende ikke selv må have et misbrug.
Hvad er den pårørendes vanskelighed?
Begrebet »misbrug« har eksisteret i mange år. Fælles for de pårørende, som vi arbejder med i projektet er, at de er »medmisbrugere«. Der findes ingen diagnose på medmisbrug og derfor heller ikke en entydig definition. Den definition, vi arbejder ud fra, har vi formuleret således: »En medmisbruger er et menneske som ved at leve tæt på en person, der er afhængig af euforiserende stoffer, bliver påvirket på en sådan måde, at de bliver overkontrollerende og overansvarlige som reaktion på den mistillid, de konstant føler. De mister egen integritet og evnen til at være fokuseret på egne behov«.
De medmisbrugere, vi har mødt i projektet, kan tale om misbrugerens liv i detaljer: hvad han eller hun tænker, føler, gør eller siger. De ved, hvad misbrugeren bør gøre, og hvad de ikke bør gøre. De er optaget af misbrugeren og kan ikke se sig selv. De ved ikke, hvad de selv føler, de er usikre på, hvad de selv tænker, og de har vanskeligt ved at se, hvad de selv kan gøre for at løse egne problemer. Når vi for eksempel spørger dem om, hvordan de har det, svarer langt de fleste på, hvordan deres misbruger har det. Det er yderst smertefuldt for dem at mærke, hvordan de selv har det. Sorg, skyld, skam og vrede bliver mærkbart. De kan give så meget af sig selv, at de ofte reagerer med devaluering, benægtelse, udmattelse eller opgivelse. I værste fald overvejes selvmord.
En mor i projektet har beskrevet det på følgende måde: »Jeg sad på en bænk og kiggede ud over vandet. Jeg kunne ikke mere. Jeg havde ikke mere energi. Alt var håbløst. Jeg kunne mærke, at mine ben ville have, at jeg gik ud i vandet og druknede mig. Jeg kunne ikke styre dem. Det føltes befriende. Så ringede min telefon. Det var min søn. Han havde brug for mig. Og jeg fik travlt igen«.
Det er vigtigt at understrege, at medmisbrugerne ikke kan gøre for det. De reagerer på baggrund af stor angst for den trussel, som stofmisbruget medfører: Angsten for at deres nærmeste i yderste konsekvens vil dø af misbruget.
Næsten alle medmisbrugere lever i en konstant anspændthed beredte på næste episode med medmisbrugeren. I værste fald slapper medmisbrugeren kun af, når misbrugeren sidder i fængsel. Som en far sagde: »Det eneste tidspunkt, jeg oplever at have lidt fred, er, når min søn er inde og afsone. Så ved jeg, hvor han er, og at der bliver holdt øje med ham«.
Når medmisbrugeren har været anspændt i meget lang tid, ønsker flere, at misbrugeren dør. En mor udtrykte det således: »Det er forfærdeligt at sige det, men jeg ønsker tit: bare hun dør, så jeg kan få fred«.
Medmisbrugeren kontrollerer egen indre affekt ved at kontrollere misbrugeren.
Hvorfor en relationssamtale – anerkendende dialog?
Relationssamtalen er et tilbud til misbrugeren og den pårørende om at skabe eller genskabe en gensidig respektfuld relation. Samtalens formål er at etablere en tillidsfuld kontakt for derigennem at åbne mulighed for forandring gennem forståelse for hinandens situation.
Relationen mellem misbruger og pårørende er præget af, at misbrugeren er uden kontrol, ansvarsløs, lyver, benægter, isolerer sig. Den pårørende derimod er overkontrollerende, overansvarlig, fuld af mistillid og isoleret. Begge parter skal i behandlingen forsøge at lægge disse strategier fra sig og bevæge sig hen imod en tilstand, hvor de har tilpas kontrol, tilpas ansvarlighed, er ærlige og kan være i nær relation. I relationssamtalen bliver de støttet i at høre og anerkende hinanden og hjælper hinanden til at genfinde tabte kompetencer eller erhverve sig nye.
I misbrugsbehandling er det ikke kun misbrugeren, der har brug for hjælp fra den pårørende for at komme på fode igen. Den pårørende har også brug for støtte til at komme ud af sit medmisbrug. Relationssamtalen er således et vigtigt værktøj til at gå på besøg i hinandens verden uden forsvar, men med nysgerrighed og indlevelse. Når misbrugeren og medmisbrugeren forstår hinanden, er der skabt grobund for forandring af den indbyrdes relation.
Hvad er relationssamtale – anerkendende dialog?
En af tankerne bag relationssamtalen er, at der bag enhver kritik ligger en frustration, og under denne en længsel og et uopfyldt behov. Det centrale element i relationssamtalen er anerkendelse: »Anerkendelse betegner i denne sammenhæng en grundholdning, hvor vi er i stand til at sætte os i den andens sted og se verden med den andens øjne. Anerkendelse indebærer respekt af, at den anden har andre versioner af virkeligheden end ens egen.« (1) Det levende parforhold.
Relationssamtalen tager udgangspunkt i Imagoterapien, som tager afsæt i psykodynamisk terapi, tilknytningsteorierne, systemisk terapi og kognitiv terapi. Imagoterapien er oprindeligt udviklet af parterapeuterne Harville Hendrix og Lakelly Hunt.
Grundtanken i Imago og Relationsterapi er, at man udvikler sig i kontakt med sine nærmeste. Metoden er en særlig dialogform, som sigter mod at udvikle nye og mere hensigtsmæssige kommunikations- og adfærdsmønstre for derigennem at bevidstgøre hianden om hans/hendes egne overlevelsesstrategier.
Imago er det latinske ord for billede. I denne sammenhæng henviser det til de indre billeder, som er dannet af erfaringer, følelser og forestillinger fra det tidlige samspil med de mest betydningsfulde personer omkring os. Det er i tilknytningen mellem barnet og den voksne, at vi udvikler evnen til at knytte os til andre. Og det er i tilknytningen, at vi udvikler vores overlevelsesstrategier og vores mønstre for, hvordan vi indgår i nære relationer i voksenlivet.
Begrebet »tilknytning« opstod i 50-erne, hvor den britiske psykiater og psykoanalytiker John Bowlby studerede, hvad der skete med spædbørn, som blev adskilt og genforenet med deres forældre. Den trygge tilknytning opstår, når børn har en gensidig, stabil og nærværende kontakt med deres forældre. Men ikke alle forældre er i stand til at give deres børn den dybe følelse af forbundenhed og tryghed, og ikke alle børn oplever den ideelle, trygge tilknytning.
Den utrygge tilknytning opstår, når forældre er vedvarende utilgængelige, fraværende og afvisende. Under sådanne forhold kan barnet blive undgående tilknyttet. Det vil sige, at barnet tilpasser sig ved at undgå følelsesmæssig nærhed med forældrene. Et ambivalent tilknyttet barn oplever forældrenes nærhed som uregelmæssig og til tider grænseoverskridende. Barnet lærer, at det ikke kan stole på, at forældrene er der for det. Barnet ved ikke, hvad det kan forvente og tilpasser sig ved at acceptere utilgængeligheden og undlader at stole på nogen. Alle børn forsøger dog at skabe en form for mening i forholdet til forældrene. De gør, hvad de kan for at tilpasse sig.
Vi har valgt at se på tilknytningsteorierne, fordi det, der foregår mellem misbruger og medmisbruger, ligner både den utrygge og den utrygge ambivalente tilknytning. Når misbrugeren er påvirket af stoffer og styret af sine handlinger af afhængigheden, giver det ikke mening for den pårørende. Relationen er præget af uregelmæssigheder, uforudsigelighed, grænseoverskridende handlinger, utilregnelighed, afvisende adfærd. Det forsøger den pårørende at navigere i og udvikler medmisbrug.
Som en kæreste til en misbruger udtrykker det: »I de første år af vores samliv, da han ikke var i misbrug, kunne vi tale sammen, støtte og hjælpe hinanden. Vi var åbne og fortrolige. Da han fik tilbagefald til sit misbrug, kunne jeg ikke kende ham. Han løj for mig, overholdt ikke aftaler. Jeg vidste aldrig i hvilken tilstand, han kom hjem. Hvis han var påvirket, blev jeg utryg ved ham. Han kunne blive irritabel og aggressiv, eller han sad og hang. Jeg talte ikke til ham og prøvede at få tingene til at glide. Jeg kontrollerede ham og hjalp ham endda nogen gange med at hente stoffer. Nogen gange turde jeg ikke tage på arbejde af angst for, hvad han lavede, når jeg ikke var der. Nu er han i behandling, og vi skal have det som før. Men jeg har ikke tillid til ham. Han bliver vred på mig«.
Relationssamtalen skal medvirke til at skabe ny viden og forståelse og nye væremåder, så der kan etableres en tryggere kontakt.
Forberedelse til relationssamtalen
Initiativet til relationssamtalen kan enten komme fra den pårørende eller fra misbrugeren. Forud for samtalen skal begge parter være forberedt på, hvordan relationssamtalen skal foregå.
De pårørende har gennemført et terapeutisk gruppeforløb, hvor de har arbejdet med at komme ud af medmisbruget. Under forløbet opstår der hos mange pårørende et behov for at få en anden type dialog med misbrugeren, end den de sædvanligvis kender. De kommer i kontakt med længsel og savn efter at kunne snakke med misbrugeren på den måde, de kunne, før misbruget blev en realitet. De ønsker at fortælle misbrugeren om den nye indsigt, de har fået. Det sker også, at de får håb om at kunne få hjælp fra misbrugeren til at afhjælpe mistilliden.
Nysgerrigheden på misbrugerens behandling kan blive vakt, men ikke som medmisbrugere, men som tilpas ansvarlig pårørende, der står til rådighed med tilpas hjælp, hvis misbrugeren ønsker det.
De forstår misbrugerens verden på en ny måde, men er samtidig angste for at ryge tilbage til den sædvanlige negative dialog, hvor de ikke opnår kontakt, men snarere øger afstanden overfor hinanden. For mange er der måske tale om 10-15 års erfaring med håbløshed og smertelige oplevelser, der gør det svært at forestille sig en dialog med plads til begges synspunkter. Derfor er det uhyre vigtigt at afsætte god tid til forberedelsen. Hvis ønsket om en relationssamtale kommer fra den pårørende, skal der først rettes henvendelse til misbrugerens behandler, der ved førstkommende samtale med denne fremlægger ønsket. De fleste pårørende er overbeviste om, at misbrugeren vil sige nej til invitationen. Vi har imidlertid ikke oplevet, at dette er sket.
Når misbrugerens behandler melder positivt tilbage, skal den pårørende have en forberedende samtale med sin terapeut om temaet i relationssamtalen. Det er her terapeutens opgave at afgrænse og tydeliggøre temaet og gennemgå formen for selve samtalen.
Misbrugerens forberedelse forgår sammen med misbrugsbehandleren, som forinden er blevet undervist i, hvordan en relationssamtale skal forløbe. Hvis initiativet til samtalen kommer fra den pårørende, er det misbrugsbehandlerens opgave at mindske misbrugerens angst ved meget udførligt at fortælle om, hvordan samtalen kommer til at foregå. Hvis ønsket om en samtale kommer fra misbrugeren, henvender misbrugsbehandleren sig til os, hvorefter vi fremlægger ønsket for den pårørende.
Selve samtalen:
1.Der deltager to behandlere i samtalen.
2.Den ene er den pårørendes behandler.
3.Den anden er misbrugerens behandler.
4.Det er de to behandleres opgave at etablere det anerkendende rum.
5.Behandlerne skal under hele mødet have deres fulde opmærksomhed på henholdsvis den pårørende og misbrugeren.
6.Behandlernes opgave er at støtte processen hen imod en større kontaktfuldhed mellem den pårørende og misbrugeren.
7.Behandlerne skal medvirke til, at dialogen giver parret en dybere indsigt i hinandens verdener på en empatisk og anerkende måde.
8.I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt, at de respektive behandlere må støtte den pårørende eller misbrugeren gennem en kort samtale, inden dialogen kan gå videre.
9.Det er også muligt at bede om en kort pause, hvis den pårørende eller misbrugeren får vanskeligt ved at blive i kontakten. I dette tilfælde aftales pausens længde, og behandlerne bliver sammen med henholdsvis den pårørende og misbrugeren.
Undervisning:
Forudsætningen for at afholde relationssamtaler er at Rusmiddelcenters personale kender til metoden. Vi har derfor undervist samtlige behandlere, ca. 50, i teori og praksis. Rusmiddelcenters personale skal have tilstrækkelig viden til at kunne fortælle misbrugeren om tilbuddet og til at kunne være støttende i selve samtalen.
Grundformen for den anerkendende dialog:
Dialogen er kendetegnet ved turtagning – lytter og fortæller- og affektiv afstemning på fire niveauer. Metoden er en nænsom måde at skabe gensidig forståelse mellem to parter, der har en betydningsfuld relation og en interesse i at tale om deres frustrationer. Metoden består i sin grundform i fire trin:
1.Spejling hvor lytteren udviser fokuseret opmærksomhed og nærvær over for fortælleren og herefter gengiver indholdet af det fortalte så tæt på den andens ord/sprog som muligt uden at lade egne meninger, tolkninger og følelser komme til udtryk. På denne måde hjælper lytteren fortælleren med at få fremstillet sin fortælling så præcist og differentieret som muligt.
2.Anerkendelse hvor lytteren udtrykker det, der skaber mening i fortællerens historie. Foregår på det kognitive plan og stadig affektivt afstemt. Det gøres for eksempel ved at sige: »Når jeg ser det med dine øjne, giver det mening for mig, at du bliver sur, når jeg…«. Derved tilkendegives, at der er sammenhæng i det, som den anden fortæller. Det betyder ikke nødvendigvis, at man er enig med den anden, men når vi anerkender den andens opfattelse, så viser vi, at der er flere måder at forstå virkeligheden på, og at det er i orden, at vi opfatter verden forskelligt.
3.Indføling/empati hvor lytteren sætter sig i fortællerens sted rent følelsesmæssigt. Indføling er evnen til at forestille sig, hvordan den anden person mærker verden eller bliver berørt at det, der sker. Også selv om det er en anden måde, end man selv ville have følt det.
4.Forandringsønsker hvor der i samtalen foregår en forberedelse til en begyndende ændring af relationen. Fortælleren formulerer tre positive, målbare og konkrete ønsker til lytteren. Positive, fordi det er noget, man ønsker, lytteren skal gøre. Her er det vigtigt, at ønsket ikke bliver formuleret som noget, lytteren ikke skal gøre. Hvis det det vigtigt, at ønsket ikke bliver formuleret som noget, lytteren ikke skal gøre. Hvis dette sker, vil der indsnige sig en ny frustration og fastlåsning af lytteren.
Ønskerne skal være målbare. Det vil sige en meget klar beskrivelse af omfanget, så lytteren ved, hvornår opgaven er løst. Det handler ikke om, at der skal gives et løfte »for altid«, men et løfte om et lille skridt i den rigtige retning. Det er vigtigt, at ønskerne er så konkrete som muligt, så begge parter er bevidste om, hvornår der bliver givet en gave i form af det aftalte forandringsønske.
Lytteren har så mulighed for at vælge et af ønskerne, det som han/hun mener at kunne indfri, og som er en personlig udfordring. Dette bliver så hjemmearbejdet til næste relationssamtale.
Erfaringer med relationssamtalen
I de første to år af projektperioden har der været 25 pårørende, som har benyttet sig af tilbuddet om relationssamtaler. De har tilsammen fået 65 samtaler. De første samtaler startede i andet halvår af projektperioden. Efterspørgslen efter relationssamtaler er tydeligt accelereret i fjerde halvår af projektperioden.
De 65 samtaler er fordelt således:
•Ægtefælle/kæreste relationssamtaler: 11 par har i alt fået 37 samtaler.
•Forældre/barn relationssamtaler: 14 pårørende har i alt fået 28 samtaler.
Efter de første to år er 11 samtaleforløb afsluttet, 2 blev ikke fuldført, 12 samtaleforløb er stadig i gang. Der er afsluttet 7 ægtefælle/kæreste forløb og 4 forældre/barn forløb. Det har i alle forløbene, på nær et, været den pårørende, som har taget initiativ til den første samtale. I alle tilfælde har stofmisbrugeren sagt ja til at deltage. De 2 samtaler, der ikke blev til noget, skyldes, at stofmisbrugeren kom i døgnophold.
Ægtefælle/kæreste samtalerne:
Som tallene viser, er der brugt flere ressourcer på ægtefælle/kæreste relationssamtaler. Erfaringen har været, at ægtefælle/kæreste relationen er blevet meget skrøbelig og præget af stor mistillid fra den pårørendes side. Ofte har der været børn involveret. Tre af forholdene er blevet opløst, og det har været en smertelig proces at erkende magtesløsheden overfor stofmisbruget og sige farvel til drømmen om en stabil familie. For de par, der forbliver sammen, er det krævende at bygge bro over flere års indbyrdes dynamik omkring misbruget. At få etableret en sund kæresterelation og samtidig fungere som forældre kræver en række samtaler og nogen gange flere, end projektet har ressourcer til.
Forældre/barn samtalerne
I alle forældre/barn samtalerne har det været stofmisbrugeren, der har været barnet. Aldersmæssigt spreder børnene sig fra 17 til 35 år. I enkelte af forløbene har det været nok med én samtale, men i de fleste tilfælde er behovet større. Et gennemsnit er således minimum to samtaler pr. relation.
Erfaringer og udbytte af relationssamtalerne.
Som metode til at undersøge om vores hypoteser om relationssamtalens udbytte er en realitet, har vi valgt, at bede en del af dem der har deltaget i samtalerne at skrive et brev til en ven om deres oplevelse af samtalerne. Her følger et lille udpluk:
Som en datter skriver, der har haft relationssamtale med sin mor:
Kære Lars (ven).
Kan du huske at jeg endelig tog mig sammen til at søge hjælp på Rusmiddelcentret. Jeg har været der i en periode nu. Et af mine problemer var at jeg kæmpede meget med at få min mor til at forstå mig og stole på at jeg arbejdede med ikke at tage stoffer mere. Hun har været rigtig svær at tale med, og jeg har haft så meget jeg gerne vil ud med, vi endte altid i store skænderier, fordi vi ikke kunne forstå hinanden. Det var håbløst for mig, jeg kunne ikke komme af med mine frustrationer, jeg kunne ikke fortælle hende hvad jeg savnede.
Mit store ønske var at komme tæt på min mor, få bygget et mor/datter forhold op, ja selv et veninde forhold ønskede jeg mig. Det jeg savnede var at vi kunne være ærlige, dele glæde, sorg og kærlighed med hinanden, ja, bare alt det en mor og datter gør sammen.
Dette ønske er kommet i opfyldelse. Min behandler fortalte mig en dag om relationssamtaler, som kunne hjælpe på min mors og mit forhold til hinanden.
Min mor går i en gruppe for pårørende til stofmisbrugere, derfor kunne dette tilbud komme.
Jeg sagde ja tak til tilbuddet.
Nu har vi haft 4 relationssamtaler, og jeg har fået min mor tilbage, og hun har fået sin datter tilbage stoffri.
Vi er så tætte på hinanden, og fortæller hinanden hvor meget vi elsker hinanden. Vi kysser og giver hinanden store krammer.
Jeg er så glad, hun roser mig og fortæller mig at hun er rigtig stolt af mig, hvad mere kan man ønske sig af en mor.
Jeg har fået mit forhold til min mor tilbage, og det har givet kraft og styrke til at jeg kan se, at jeg ikke vil ødelægge det forhold, for stoffernes skyld.
Kærlig hilsen
Birgitte.
P.S.
Det er en rigtig god hjælp, og god måde, at personer på stoffer, og deres pårørende, får mulighed for at kunne hjælpe og forstå hinanden, og komme ud med deres frustrationer. Jeg ville ønske at alle misbrugere får tilbudt dette.
Et brev skrevet af en mor, der fortæller en veninde om hvad relationssamtalen med hendes datter har betydet for hende.
Kære Susanne.
Hej. Jeg vil lige fortælle dig om Birgittes og mit forhold, og hvordan det går for os lige nu.
Som du ved, har Birgitte søgt hjælp i Rusmiddelcentret i Odense i forbindelse med hendes stofmisbrug.
Som jeg har fortalt dig, kunne vi tidligere slet ikke ses uden vi skændtes, det var rigtig svært. Jeg følte mig helt ødelagt. Jeg mistænkte hende ustandselig, ringede konstant, for at spørge hende om hun havde taget stoffer. Jeg har haft det forfærdelig med det, og jeg var bange for helt at få ødelagt vores forhold.
Som du ved, har jeg igennem en periode gået i pårørendegruppen hos Kirsten og Lissa. Dette har hjulpet mig utrolig meget. En dag fik jeg at vide at Birgitte havde bedt om en relationssamtale med mig. Jeg blev meget overrasket, jeg fik at vide at det var første gang at en misbruger havde bedt om en relationssamtale med en pårørende. Jeg sagde helt klart ja, for hvis det kunne rede vores forhold til hinanden ville det være pragtfuldt.
Vi har nu haft 4 samtaler, og du kan tro det har været godt.
Men jeg blev også ked af det undervejs i samtalerne. Det var hårdt for mig at høre hvor meget Birgitte havde savnet mig, jeg fik helt ondt i maven, kan du tro.
Vi har nu fundet hinanden igen, vi lytter meget til hinanden, og mærker hvordan vi har det. Det er simpelthen så dejligt. Nu snakker vi sammen, og lytter til hinanden. Jeg spørger ikke mere om hun har taget stoffer, for nu stoler jeg på hende 100 %. Hun stoler også på mig, og betror mig mange ting. Hun fortæller mig også når hun får trang til stofferne, jeg kan forstå hende nu.
Det er fordi vi har fået den hjælp, vi har lært hvordan vi kan tale sammen på en god måde.
Nu var det den sidste samtale i denne omgang, vi kan bede om hjælp igen hvis vi har brug for det. Men vi er enige om, at hvis noget bliver svært i vores måde at være sammen på, så vil bruge den teknik vi har lært.
Men ved du hvad jeg ville ønske, at alle forældre til børn der har et misbrug, kan få tilbudt den hjælp vi har fået.
Det allerbedste af det hele er at jeg har fået en stoffri datter tilbage.
Kærlig hilsen
Tove
Som en far skriver der har haft relationssamtalen med sin 23 årige søn.
”Kære Ven…………………..Det jeg egentlig ville fortælle dig om, er relationssamtalen mellem min søn og mig. Jeg har deltaget i gruppebehandling med 2 psykoterapeuter og det har for mig været optakten til den vigtige relationssamtale med min søn. Selve samtalen foregik ved at vi begge forberedte os med vores behandler. Samtalen har haft stor betydning for både min søn og mig. På den måde at vi er kommet hinanden meget tættere. Hvilket gør at vi er meget bedre til at kommunikere roligt og konstruktivt. Efter samtalen krammede vi hinanden nede på gaden.
Som en 26 årig søn skriver efter relationssamtaler med sin mor:
” Kære ven.
Jeg synes relationssamtaler med min mor er gået godt. Jeg synes, når jeg tænker over det, at vi har haft succes. Det har givet min mor og jeg nogle værktøjer som vi kan bruge og bruger til kommunikere med. Det har også været rart at få talt med min mor om ting som vi ikke har magtet at tale om selv. Det har også givet mine forældre en indsigt i hvad jeg føler ved at de er blevet mere lyttende. En anden vigtig ting er at det har givet min mor noget ro, da hun stort set var uvidende om hvad der foregik i min behandling. Alt i alt vil jeg ikke tøve med at omtale projektet som en succes og kan kun anbefale det.
Mvh. Kim i metadon/medicinnedtrapning.
P.s. Hvis du min ven har det som jeg og min familie, svært ved at kommunikere fornuftigt så meld dig til en relationssamtale.
Mvh. En narkoman der prøver at blive rehabiliteret.”
Som en mor skriver efter relationssamtale med sin 26 årige søn:
” Kære ven.
Jeg skriver til dig for at fortælle om, hvordan det er gået med de relationssamtaler, jeg har haft med min søn. ………………….Vi skulle begge komme med ønsker som vi skulle leve op til. Det synes jeg er gået godt. Jeg har lært at spørge min søn direkte i stedet for at gå og tænke over tingene i lang tid. Nogen gange får jeg noget at vide der ikke er rart, men det er bedre i det lange løb. Relationssamtalerne har været positivt. Der var både grin og gråd fra os begge.
Eksemplerne taler næsten for sig selv. Mange der har deltaget i relationssamtalerne har givet positive tilbagemeldinger.
Afsluttende konklusion:
Vores hypotese om at relationssamtalen binder behandlingsrummene sammen, har været rigtig. Det har haft stor betydning, at såvel misbruger som pårørende har haft hver deres behandling inden relationssamtalen. Dels er de blevet klar over egne overlevelsesstrategier, men vigtigst af alt er de kommet i kontakt med den længsel der ligger under frustrationen. Samtalerne har helt klart ført til en genetablering af relationen som er blevet mere tillidsfuld og anerkendende. Vi har i flere tilfælde oplevet at parterne har fået langt større forståelse for hinandens situation og at det har skabt grobund for forandring. Det er blevet tydeligt, hvor mange ressourcer der har været bundet op i manglende kontakt og hvor stor en befrielse det bliver når den genetableres.
Vi kan konkludere, at den valgte metode er virkningsfuld og bekræfter at selv i så sårbare relationer er metoden brugbar til at skabe tryghed i det relationelle rum. Selvom angstniveauet har været meget stort inden samtalerne, falder begge parter til ro og finder glæde ved at gå på opdagelse i hinandens verden. Det anerkendende rum har stor betydning for at skammen og skylden kan bæres.